På kirkepladsen øst for Mariekirken står en fire meter høj sokkel med navnene på Sønderborgs 102 faldne. Den krones af en cenotaph – en tom en grav. Mindesmærket blev rejst i fællesskab af danske og tyske borgere, og man besluttede at undlade andre indskrifter end 1914-1918 på cenotaphen, samt navne og årstal for de faldne på soklen.  

Arkitekt Thomas Havning (1891-1976) tegnede mindesmærket, og det udhuggedes af stenhugger Iversen fra Sønderborg.  Afsløringen fandt sted den 20. maj 1923, og der blev talt på både dansk og tysk. Mindesmærket kostede 19.000 kr, hvoraf de 7.000 var blevet indsamlet og de resterende skænket af Sønderborg by. 

Den tomme grav er et klassisk motiv, og derfor umiddelbart neutralt. Udformningen i Sønderborg minder dog meget om det britiske monument for nationens faldne, som rejstes i London kort efter krigens afslutning.  

På Broagers kirkegård rejser sig en mindehøj, rundt om hvis fod i to rækker er opstillet 164 sten med navnene på de faldne. De fleste bærer ét navn, men enkelte har flere, idet familiemedlemmer står på samme sten. To sten har således navne på fire brødre, mens en anden har en far og to sønner, i alt er der 188 navne. Stenene stammer alle fra Broagerland og er grupperet efter de faldnes hjemsted, der er markeret langs højens kant med en sten for hver af Broagers ni landsbyer. På toppen af højen står en kampesten med indskriften: "Sten sat over Broager Land Sønner til Minde faldne i Krigen 1914-18", omkring den plantedes ni egetræer, hvis antal med årene dog er blevet færre. 

Kunstmaler Johan Thomas Skovgaard (1888-1977), der udhuggede mindestenene i Dybbøl og Varnæs, bistod ved planlægningen af anlægget. Det blev indviet den 19. november ved en mindehøjtidlighed i Broager Kirke, og var finansieret ved en indsamling i sognet, som alle husstande bidrog til. Al jord- og stenkørsel blev desuden foretaget gratis.   

På kirkegården vest for kirken er i en  lav stenmur opsat 66 marmorplader langs kanten af en bronzealderhøj, på hvis top står et middelalderligt klokketårn. Ved opgangen til højen er placeret en sten med indskriften: "Minde for Egen Sogns Sønner, der faldt i Krigen 1914-1918". Hver tavle bærer navnet på en af sognets faldne.  

Anlægget blev til efter ide fra arkitekt Dahl fra Flensborg, og blev udført af bygmester Brix efter bygmester Knudsens tegning. Marmorpladerne, som var indkøbt i Kiel, kostede ca. 10.000 mark, som var indsamlet før Genforeningen. Efterfølgende indsamledes 2.700 kr til de øvrige udgifter ved anlæggelsen af mindesmærket. 

Marmorpladerne afviger ikke fra almindelig datidig gravskik, men sat omkring to levn fra sognets fortid, indskrives de faldne i egnens årtusinder lange historie. 

Syd for Skt. Nikolajs kor står Aabenraas mindesmærke for verdenskrigens faldne, en granitsokkel med bronzerelief forestillende dødens engel mellem to soldater. Soldaten til venstre er iført den tyske stålhjelm og under ham står: "Unseren gefallenen Söhne". Soldaten til venstre er barhovedet og skægget, og under ham står: "Vore faldnes Minde". Navne på de faldne står ikke på monumentet, men på en række tavler inde i kirken.  

Mindesmærket blev rejst i tysk-dansk samdrægtighed, og der blev lagt vægt på, at den udskrevne konkurrence var åben for danske såvel som tyske kunstnere. Det blev den danske billedhugger Johannes Clausen Bjerg (1886-1955), der vandt. Indvielsen fandt sted den 18. november 1923. Den begyndte med en dansk gudstjeneste, hvorefter monumentet blev afsløret af biskoppen for det nyligt oprettede Haderslev Stift. Herefter blev der i kirken holdt tysk mindesgudstjeneste. Om aftenen var der desuden mindefest i det danske forsamlingshus, Folkehjem. Monumentet kostede 10.000 kr, som blev skaffet ved indsamling i Aabenraa. 

Mikael Steffens grav

Den faldne sønderjyde Mikael Steffensens grav med gravsten skabt af billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), der også skabte mindesmærket for de faldne fra Gram. På forsiden af den råt tilhugne granitsten står den dødes navn, fødselsdato samt dødstidspunkt- og sted, under det ses et relief af en sammenbukket nøgen mandsskikkelse. På bagsiden en let tillempet strofe af digteren Chr. Kaalund (1818-1885) digt "Den brudte Straale". 

Mikael Steffensen blev født i 1885 i Styding. Han blev uddannet til landbrugskandidat ved Landbohøjskolen i København og blev konsulent for Fælles-Landboforeningen i Sønderjylland. I slutningen af 1914 blev han indkaldt til tysk krigstjeneste og kom til vestfronten, hvor han faldt i april 1917 ved den franske by Arras. Som en af få faldne sønderjyder blev hans lig flyttet fra gravpladsen ved fronten til Sønderjylland. I "Vestfronten 1918" har Jes Sarup givet en levende beskrivelse af afhentningen af liget. Steffensens breve fra fronten blev anvendt i to bogudgivelser, den ene – redigeret af den danske digter Valdemar Rørdam – solgte i et betydeligt oplag. 

Mindesmærket står på en lille plads syd for Gram Kirkegård, og består af bronzefiguren "Sorgen" stående på en granitsokkel, der bærer et digt og navne på Grams Sogns 60 faldne. Det er udført af billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), der stammede fra Vejen og som fra 1914 havde atelier i Skibelund Krat, et nationalt samlingssted lige nord for den daværende dansk tyske-grænse. Han forfattede også soklens digt: "Ak Sorgen hun vandrer saa vide, i Tusind Hjem gik hun ind; tilbage hun gaar nu at finde i fjerne Lande de Grave med Kors over danske Mænd." 

Af de 60 faldne kommer de 23 fra Gramby, 21 fra Kastrup, 9 fra Tiset, 3 fra Endrupskov og 4 fra Vester Lindet. Langt størstedelen mistede livet på vestfronten, nemlig 46. Bronzefiguren blev præsenteret i Gram allerede i 1918, men hele mindesmærket blev først afsløret og indviet den 6. juni 1924. Det kostede 6.000 kr., der var blevet bragt til veje ved en indsamling i sognet.  

På Klosterkirkegården med udsigt over Haderslev Dam står to mindesmærker for de faldne i verdenskrigen, et dansk og et tysk. I 1922 var man ellers på tværs af nationale skel blevet enige om et  fælles monument, men fjernelsen og ødelæggelse af en mindesten over de faldne slesvig-holstenere 1848-51 fik tingene til at gå i hårdknude. Man kunne nu ikke længere blive enige om hverken  indskriftens sprog eller ordlyd.

Det tyske monument består af en stele med de faldnes navne kronet med en tysk stålhjelm på en laurbærkrans, og er udført i treuchtlinger marmor. Den er lavet af den sydtyske billedhugger Hermann Blecker, og blev muliggjort af en donation fra den tyske  Arbeiterwohlfahrtsverein. Afsløringen fandt sted den 18. januar 1925, og både ved ceremonien på kirkegården og ved den efterfølgende gudstjeneste mindedes man de dansksindede krigsdeltagere. Oprindelige var der indhugget 173 navne på stenen, men i dag står på den gulmalede sten 211. Det danske mindesmærke består af en sekskanten granitsokkel med en stendysse på toppen med årstallene 1914-1918 på overliggeren. Navnene på 112 faldne står på stentavler på soklen og ved dens fod. Mindesmærket er tegnet af arkitekt Peter J. Gram og udført af stenhugger A. Petersen, mens digtet på forsiden er skrevet af forfatter og politifuldmægtig Erich Erichsen. Midlerne til mindesmærkets rejsning blev indsamlet i byen og det blev afsløret den 26. juni 1927. Den nationale modsætning afspejler sig tydelig i to monumenters udformning. Stendyssen er et lige så fast symbol i dansk national-romantik, som stålhjelmen og lauerbærkransen er det i tysk militærsymbolik.

Som led i udbygningen af den tyske flåde i årene op til verdenskrigen anlagdes i Sønderborg en marinestation med en søartilleriskole. Selve marinestationen bestod af et kajanlæg og de to røde murstensbygninger, som ind til fornylig fungerede som sergentskole. Den nordlige bygning  husede selve skibsartilleriskolen, og stod færdig i begyndelsen af 1907. Den sydlige var kasernebygning for marinestationens faste mandskab, og påbegyndtes i foråret 1907.  

Øst for kasernen opførtes på Engelshøjsvej villaer til de højere officerer, og syd for byggedes der i Helgolandsgade og på Jomfrustien boliger til officerer og underofficerer. Endelig byggedes der også et garnisonslazaret, der blev taget i brug i 1911. En række af byens civile installationer og institutioner blev også udvidet, så de kunne dække den voldsomme vækst i byens befolkning, der steg fra 5.000 til 8.000 mennesker. 

Efter Genforeningen rykkede det danske militær ind i den nordlige fløj, mens den sydlige frem til 1924 fungerede som skole for krigsinvalider. I 1926 rykkede sergentskolen ind, og med dens lukning i april 2014 er bygningernes militære historie forbi.  

Middelsvært kystbatteri med fire kanonstandpladser, kommandobunker bestående af tre rum og et tilstødende mandskabsrum. I kystskråningen vest for bunkeren ligger en ammunitionsbunker, hvorfra ammunitionen kunne bringes frem til skytset ad en skinnebane.  

Observationsrummet har fem udsigtsprækker mod nord, syd og øst. I et nu tilmuret hul i den hvælvede loftshulning sad et periskop. I revolutionsdagene i november 1918 blev det solgt af de tyske soldater til besætningen på den danske krydser Valkyrien. Indgangsrummet og et siderum har skydeskår til nærforsvar. Mandskabsrummet er delvist nedgravet og består af en gang med tre hvælvede rum, i vestvæggen er indgang og fire vinduer. Kanonstandpladserne ligger nord og syd for bunkeren og er af beton. Pivoterne som kanonerne skulle dreje om, ses stadig i betonen. 

Batteriet var udstyret med fire 10,5 cm skibskanoner, der var omgivet af jordvolde. Med en rækkevidde på ca. 10 km kunne de nå den fynske kyst. Dets hovedopgave var at sikre gennemsejlingen og de tyske minefelter, og understøtte de forpostbåde, som var stationeret i Årøsund. Der fandtes en observationspost på selve Årø, hvor der også var opstillet skyts.   

Der blev efter krigen slået flere vinduer i kommandobunkeren, der en overgang fungerede som iskiosk. I midten af 1990erne blev bunkeren ført tilbage til sit oprindelige udseende, dog uden skydeskårenes jernskodder.  

I 1905 oprettede Tysklands førende producent af torpedoer, Berliner Maschinenbau A/S, en torpedoforsøgsstation ved Hørup Klint. Her blev torpedoerne prøveskudt og finindstillet, før de blev udstyret med sprængladning og leveret til en række lande i og uden for Europa. Ved klinten byggedes en lang træbro, hvorfra torpedoerne blev affyret mod skydeskiver i Hørup Hav og Flensborg Fjord. På land opførtes værksteder og boliger til de ansatte, hvis antal i årene før krigen lå på omkring 50 mand. Under krigen steg antallet til 340, og marinen overtog den ellers privatejede forsøgsstation. I 1914 forlængedes træbroen med en betonbro. 

Efter krigen ophørte afprøvningen af torpedoer, og der indlogeredes en overgang husvilde i torpedostationens bygninger. Under 2. verdenskrig benyttede den tyske besættelsesmagt stedet til pejlingsforsøg, og i årene 1945-47 var der lejr for tyske flygtninge. Derefter blev der en tid demonteret ammunition ved klinten, og i den forbindelse anlagdes en række mindre betonrum, som stadig findes. Herefter henstod torpedostationen tom. 

Midt i 1970erne udstykkedes grunden til parcelhuse, og bygningerne blev efterhånden revet ned. I 1984 sprængtes de sidste rester af betonbroen, der længe havde stået uden forbindelse til land, da træbroen for længst var blevet pillet ned. Tilbage fra stationen er kun de undersøiske rester af betonbroen og en udgravet nedfartsvej til kysten. 

Gravplads for 68 franske, belgiske og russiske krigsfanger fra den nærliggende Løgumkloster lejr. Lejren blev oprettet kort efter 1915 og kunne rumme ca. 2.000 fanger. I marts udbrød der en plettyfys-epidemi i lejren, og 71 krigsfanger og lejrens tyske læge døde, før sygdommen blev bragt under kontrol.  

Lægen blev begravet på kirkegården i Løgumkloster, men fangerne jordedes i et lille privatejet skovstykke lige vest for lejren. I sensommeren 1915 rejste fangerne en obelisk i cement, tegnet af en fransk krigsfange. Gravene var til at begynde med markerede med trækors, men de blev udskiftet med de eksisterende cementsten før Genforeningen.  

Fangernes obelisk forvitrede meget hurtigt. Det nuværende monument blev indviet 15. juni 1923 og er tegnet af arkitekt Arne Finsen. Det er i vidt omfang udformet som det oprindelige, og bærer lige som det et relief af sejrsgudinden Victoria. Bag monumentet stod en komité, der også skaffede midler til at erhverve skovstykket. Begge dele blev ved indvielsen overdraget til Løgumkloster Kommune. 

Oprindeligt blev der gravlagt 70, men efter krigen blev to af dem ført hjem. Til gengæld gravlagdes i 1960erne to tidligere krigsfanger, som var blevet i Sønderjylland. Øst for gravpladsen efter den lille murstensbygning, der skal have tjent som kachot, ligger en ensom grav. Trods korset på hans gravsten skulle han have været af jødisk konfession, og blev derfor ikke begravet med de andre. 

Mindesten og 16 grave for krigsfanger fra krigsfangelejren ved Bajstrup nogle kilometer syd for Tinglev. Lejren blev oprettet  kort efter 1915 og havde plads til omkring 3.000 fanger. Krigsfangerne var en blanding af russiske, britiske, franske og belgiske soldater, som blev sat til at udføre dræningsarbejder i omegnen.  

Til at begynde med var både kost og logi meget dårlig. Som en følge af det og af tidligere strabadser døde i marts og april 1915 ti britiske og fem russiske fanger. De blev alle begravet på Tinglev Kirkegård, og deres grave markeret med simple trækors. I juni 1915 begravedes endnu en krigsfange, en franskmand dræbt af et lynnedslag. 

Mindestenen er tegnet af arkitekt Carl Brummer (1864-1953) og udhugget i en sten fra Gøttrup Mark nær Toftlund. Den bærer på engelsk, fransk, russisk og dansk indskriften: "Til Minde om Soldater døde i Leiren ved Bajstrup. De seirendes Vaabenfæller – Vore Venner". Alle gravstenene er udført efter den britiske krigsgravskomites standard. Bag mindesmærket stod en komité nedsat af Danmarks fire største erhvervsorganisationer, og ved indvielsen den 19. september 1925 deltog en lang række af standspersoner herunder også den franske og den britiske ambassadør. 

Diget blev opført for at beskytte Ballum Enge mod oversvømmelser. Det løber fra Ballum i syd til Astrup i nord og har en længde på omtrent 10 km. Midtvejs brydes det af en sluse ved udløbet ved Brede Å. Diget blev påbegyndt i foråret 1914, men arbejdet gik omtrent i stå ved krigsudbruddet. En del af de 225 arbejdere blev indkaldt, mens størstedelen blev internerede, da de var russiske sæsonarbejdere.  

I krigsårene bestod arbejdsmandskabet i vidt omfang af skiftende hold af franske og russiske krigsfanger. De udførte i hovedsagen det manuelle gravearbejde, mens fire store gravemaskiner blev betjent af tyske arbejdere. Dog oplevede krigsfangerne at få en hjælpende hånd fra såvel tyske rekonvalescenter fra fronten som tyske kavalerister. 

Antallet af krigsfanger og civile arbejdere svingede meget, men kom aldrig over 300 mand. I vinterperioden indskrænkedes arbejdet og blev kun forsat med gravemaskinerne. Fangerne var indkvarteret i to store, vel indrettede barakker. I den ene var et fællesrum, som en tid blev benyttet som bederum af russiske krigsfanger med muslimsk tro.  

Sluseværket stod færdigt i 1915, mens arbejdet på diget først blev afsluttet i 1919.  

Svært batteri bestående af to mandskabsrum og et dobbelt ammunitionsmagasin. Begge mandskabsrum har to indgange og til nærforsvar skydeskår med jernluger. Magasinet består af to rum med hver sin indgang. I det vestlige rum opbevaredes granaterne. Flere jernbjælker vidner om et bord og et spil, til brug når granaterne skulle håndteres ud og ind af den aflange luge. I det østlige rum opbevaredes krudtet. Alle indgange er dækkede og har indre to-delte jerndøre. 

Mellem de to mandskabsbunkere findes en stor udgravning beregnet til en briskekanon. Ad et sidespor til jernbanen, der passerer lige vest for batteriet, kunne kanonen transporteres frem til udgravningen mellem de to jordvolde, der endnu fører frem til den. På dem opstilledes en medbragt portalkran, der hejste kanonen på plads. Der blev, så vidt vides, aldrig opstillet skyts. 

Batteriet ligger 9,5 km fra forreste linje, og hører til den østlige gruppe af svære batterier, der skulle beskyde den sønderjyske hovedfærdselsåre. Omtrent en kilometer nordvest for batteriet lå Rugbjerg batteriet og ca. 5 km mod øst Lerskov batteriet, begge bestykket en med 24 cm skibskanon med en rækkevidde på ca. 16 km. 

Batteriet blev modsat de øvrige svære batterier ikke sprængt, da ejeren ønskede at bevare anlægget som et manende minde over verdenskrigen.   

Sprængt batteri, der som det eneste af de svære batterier i sikringsstillingen var bestykket med to kanoner. Der var tale om skibsskyts i pansertårne, som var placeret på betonbriske. Ved hjælp af en skinnebane kunne der via den 250 m lange batterigrav hurtigt føres ammunition frem fra to dobbeltmagasiner på hver sin side af de to kanoner. Bag batterigraven lå en dækningsgrav med tre mandskabsrum, alle med skydeskår til nærforsvar. Den midterste, en såkaldt kaponiere, stak ud i løbegraven, så den kunne bestryge den.  

Kanonerne havde en kaliber på 24 cm og stammede sammen med pansertårnene fra et udrangeret krigsskib. Der var således ikke tale om det mest moderne skyts. Kanonerne havde dog en rækkevidde på ca. 16 km, og da batteriet lå omtrent 4 km bag forreste linje, kunne de altså dække et område på op til 12 km foran stillingen. Batteriet var et af i alt 6 svære batterier, der lå 4-10 km bag stillingen.    

Batteriet er som de fleste bunkere i stillingen fuldstændigt sprængt. Efter Genforeningen viste en undersøgelse af stillingen, at en nordvendt forsvarslinje så tæt på den dansk-tyske grænse var uhensigtsmæssig. I 1922 foretoges de indledende sprængninger, og 1923-26 sprængtes størstedelen af stillingens bunkers, Gammelskov batteriet i august 1923. 

Flankeringsbunker til maskingevær med en dækket indgang med skydeskår til nærforsvar. Bunkeren består af ét rum med otte par køjekroge. Midt i den østlige mur er et skydeskår til maskingeværet, syd derfor et observationshul, og nordligst en dobbeltsmiget lysskakt. Funktionen af den træbeklædte niche i loftet over skydeskåret er uvis. Måske skyldes det, at bunkerens udformning er tillempet fra en lavloftet bunker, hvor nichen gjorde det muligt at åbne maskingeværet ved ladefejl.  

Bunkeren er som den eneste i sikringsstillingen ret nøje dateret. På indersiden af døroverliggeren er  i den våde puds ridset: "XVI/X/1917", dvs. 16/10/1917. Nedenunder står et navnetræk begyndende med G. Der optræder flere navne rundt omkring i bunkeren, nogle er ridset i pudsen, mens andre er skrevet med blyant og et enkelt med kridt.  

Bunkeren ligger højt og synligt, og var derfor camoufleret som gravhøj. Den er orienteret omtrent mod sydøst, og lå mellem hovedlinjens første og anden skyttegravslinje. På grund af et lille knæk i den her omtrent øst-vestligt løbende stilling kunne bunkerens maskingevær mod øst bestryge området foran og mellem skyttegravene, der her løb på toppen af en 25 m høj skrænt. Bunkeren sikrede bagsiden et skyttegravsfremspring foran hovedstillingen omkring højdedraget Kalkenberg foran hovedstillingen. 

Observationsbunker med panserdækket observationsstade og lille opholdsrum. Panserdækket har to udkigshuller, der har kunnet lukkes med metalklapper. Ved det ene ses på indersiden stadig håndtaget til at dreje klappen, mens klappen for det andet endnu sidder på ydersiden. I panserdækkets loft er der hul til periskop eller en reliefkikkert. I observationsstadet ses tydeligt aftryk af forskallingsbrædder, der at dømme efter rillen i gulvet var tænkt som permanent beklædning.  

Ud over almindelig observation har man fra bunkeren kunnet lede skydningen fra de mellemsvære batterier ved Abkær 1,5 km mod syd og Skovby, 2,5 km mod sydøst, samt flere af de tunge 24 cm batterier, det nærmeste 6 km derfra. Bunkeren har været jorddækket for at ligne en af de gravhøje, der stadig findes mange af i området. 

Bunkeren lå ved første skyttegravslinje, der her løb omtrent stik øst-vest. Den er orienteret mod nord med en lille afvigelse mod vest, men dens udformning gør, at nord har ligget omtrent midt i synsfeltet. Området er forholdsvis jævnt, og selvom bunkeren ikke ligger højt, har den haft godt udsyn. Ganske vist lå den nærliggende gård, Højvang, der også under krigen, men der var mindre vegetation.  

Flankeringsbunker til maskingevær med to rum. Mandskabsrummet har skakt til periskop i loftet og midt i sydmuren et lys- og udluftningshul med skrå sider for at skærme mod granatsplinter. Loftet er upudset og består af metaldragere med indskudte brædder. Rummet har to dækkede indgange, hvoraf den ene også fører til skytsrummet. 

I tilfælde af kamp ville bunkeren blive udstyret med et maskingevær, formodentlig det vandkølede MG08 i affutage. Det kunne skyde 3-400 skyd i minuttet, og med en rækkevidde på omkring 2.000 m kunne det uden problemer bestryge den nordøstlige tilfartsvej til Toftlund.  

Bunkeren lå i forreste skyttegravslinje, der her i hovedsagen løb langs med sydsiden af Toftlund Skov. Indgangene vender mod syd, mens skydeskårets hovedretning er nordøst. Grundvandet står højt i området og bunkeren er derfor delvist bygget over jorden, men var dengang som nu skjult af skoven. Området foran var så sumpet, at der mod sædvane kun var opstillet én række med pigtråd. Ved hjælp af et stemmeværk nordvest for Toftlund skov kunne området oversvømmes yderligere.  

Efter krigen blev bunkerens tag en tid brugt som fundament for en dansepavillion i forbindelse med et traktørsted.   

Lille mandskabsbunker med én indgang, der er skrå for at afskærme rummet mod granatsplinter. I loftet findes en skakt til et periskop. På rummets vægge ses tydeligt spor af forskallingsbrædder. De tappede ender viser, at man har brugt træ fra minerammer. De blev brugt ved udgravning af underjordiske dækningsrum, en type der kun var ganske få af i Sikringsstillingen. 

Bunkeren er en såkaldt posteringsbunker, tiltænkt det mandskab, der havde vagttjeneste i forreste skyttegravslinje. Da sikringsstillingen blev anlagt, foreskrev reglementet, at første skyttegrav kun skulle besættes af det absolut nødvendige mandskab. Størstedelen af stillingens besætning skulle opholde sig i anden skyttegrav, hvor de store mandskabsbunkere derfor var placeret. 

Forreste skyttegravslinje løb her langs Neder Jerstals nordlige bebyggelse, og blev 200 m mod vest skåret over af vådområdet omkring Gels Å. Anden skyttegravslinje løb ca. 100 m. mod syd midt i landsbyen. Der var ganske få bunkers i den umiddelbar nærhed, den nærmeste var og er et flankeringsrum 200 m mod øst. Umiddelbart vest for Gels Å lå posteringsrummene i forreste linje derimod tæt, ikke færre end ni rum på en lille kilometer. Formodentlig havde man i en kampsituation tænkt sig at udbygge Neder Jerstals huse til dækningsrum. 

Delvist sprængt batteri, der med sine seks kanoner var stillingens største. Fuldt udbygget bestod det af seks kanonstandpladser, fire ammunitionsrum, seks håndmagasiner og seks opholdsrum. Alle var udført i beton på nær kommandostationen, der var af bjælker og jernbaneskinner - og i to etager. I dag findes kun betonkonstruktioner fra to kanonstillinger.  

Begge kanonstillinger har næsten identiske mandskabsrum konstrueret med bølgeblik og én dækket indgang. I det indre er der murede bænke og kroge til at hænge eller lægge udstyr på. Ved den sydligste stilling findes to håndmagasiner, umiddelbart nordvest for dem stod kanonen. Ved den nordligste er også bevaret to håndmagasiner, og det nordligste er meget omhyggeligt pudset. Kanonen stod umiddelbart nord for dette. 

Batteriet var udstyret med seks 12 cm kanoner indført i den tyske hær i 1880erne. Før krigsudbruddet var de for længst blevet henvist til fæstningsbrug, men blev i løbet af krigen sendt i felten. De havde en skudvidde på små 8 km og kunne affyre en granat på ca. 17 kg. hvert halve minut.  

Batteriet lå 1 km bag skyttegravslinjen, lige syd for et stillingsfremspring ved Kalkenberg mellem Vedsted Sø og Vedbøl Sø. Det var orienteret mod nordvest med hovedskudretning mod Arnitlund og Vojens, og dækkede dermed den vestre flanke af stillingsfremspringet. 

Betonbro med stemmeværk over Gels Å. En indskrift på broens vestlige side oplyser, at den er bygget i 1918 af Ersatz Pionier-Kompagnie Nr. 10, et af de ingeniør-kompagnier, der deltog i bygningen af Sikringsstilling Nord. På broens østlige side ses en kraftig jerndrager til brug ved opstemning af åen. Ved at indsætte træplanker mellem jerndrageren og selve broen kunne man spærre for åens gennemstrømning mod vest, og på den måde oversvømme arealet øst for broen.  

Der blev opført adskillige dæmninger med stemmeværker langs Gels Å. Formålet var ved oversvømmelse at skabe en passiv hindring mod en fremrykkende fjende og besværliggøre anlæggelsen af skyttegrave. Det opførtes også dæmninger andre steder foran stillingen, blandt andet ved Hoptrup og Toftlund. Omkring ti km nord for Hjartebro byggede andre ingeniør-kompagnier lignende betonbroer ved Mojbøl og Mølby, men uden stemmeværker. Det er muligt, at der er tale om en udbygning af den militære infrastruktur, men der kan også være tale om øvelsesarbejder, der er kommet lokalbefolkningen til gode. 

16 grave med militære straffefanger. Tre af dem fra en lejr ca. 200 m syd for kirken, de øvrige fra en lejr i Øberg 2,5 km mod sydvest. Cementstene på gravene er af samme type som de fleste andre af de oprindelige sten på landsdelens soldatergrave fra verdenskrigen. De er formodentlig rejst af de tyske myndigheder før Genforeningen i 1920.  

Straffefangerne var soldater, der på den ene eller anden måde havde forbrudt sig mod hærens reglement. Normalt blev de indsat i et af Tysklands mange fæstningsfængsler, men i efteråret 1916 blev det tilladt at bruge dem som arbejdskraft uden for fæstningerne. Ved bygningen af Sikringsstilling Nord blev der indsat 32 kompagnier á 250 mand, som blev brugt til det mest slidsomme arbejde. 

De levede under kummerlige forhold, arbejdede fra morgen til aften, og måtte dertil ofte gå flere timer til og fra arbejdsstedet. Kosten var langt fra tilstrækkelig, og disciplinen hård og straffene ofte vilkårlige. I alt kendes til 71 straffefangebegravelser, spredt på kirkegårdene langs med sikringsstillingen. De fleste af dem på Løgumkloster kirkegård, men de blev sløjfet under Anden Verdenskrig og kun en mindre del af gravstenene er bevaret.