fbpx
Oplev 10.000 år på en eftermiddag

Oplev 10.000 år på en eftermiddag

En rejse gennem
10.000 år

Våben, smykker og dagligdagens redskaber fortæller sammen med sporene af grav- og bopladser om livet i den sønderjyske oldtid.

Et besøg i  Arkæologi Haderslevs udstilling, er som en rejse gennem historien, hvor du kommer 10.000 år tilbage i tiden til stenalderen og møder Danmarks ældste grav, ser smukke guldskåle fra bronzealderen, oplever et prægtigt mosefund med våben fra jernalderen, en kunstfærdig mankestol (seletøjsbeslag) fra vikingetiden og ikke mindst resterne af det fyrstelige slot Hansborg, som lå i Haderslev i 1500-tallet

Skrydstrupkvinden

Indimellem er de fund, der dukker op af jorden, så betydningsfulde for vores viden om oldtiden, at de bliver overdraget som danefæ til Nationalmuseet.

Et sådant særligt fund er Skrydstrupkvindens grav – hvor museumsfolk fra Haderslev i 1935 udgravede en yderst velbevaret ung kvinde fra bronzealderen i en gravhøj på en mark i Skrydstrup her i Sønderjylland.

I en digital installation i oldtidsudstillingen på Arkæologi Haderslev kan du komme med på udgravningen og selv gå på opdagelse i gravfundet.

Vi graver i
Sønderjylland

Museets arkæologiske genstande er fundet gennem mange år i hele Sønderjylland.

Der dukker jævnligt nye interessante fund op af jorden, når vores arkæologer laver udgravninger i forbindelse med anlægsarbejder.

Er du interesseret i at se en udgravning, så hold øje med vores åbent-hus-arrangementer på udgravninger.

Har du selv fundet noget, kan du få en arkæologisk bestemmelse af genstanden ved at kontakte museet på danefae@msj.dk.

Medmindre arkæologerne vurderer din genstand til at være ”af særlig kulturhistorisk værdi”, må du beholde genstanden.

 

Gå på opdagelse
i frilandsmuseet

Ét af Danmarks ældste frilandsmuseer ligger ved Arkæologi Haderslev.

Her kan du træde ind i flere hundred år gamle bindingsværkshuse, en stor bullade, en stubmølle og en landsbysmedje, som viser, hvordan befolkningen boede og arbejde før i tiden.

Få viden om bygningerne og det liv, der blev levet i dem gennem frilandsafdelingens udendørs skilte, som også indeholder sjov formidling særligt henvendt til de mindste museumsgæster.

I frilandsafdelingen er der også anlagt en urtehave som en lille klosterhave fra middelalderen med over 40 medicinske planter og urter.

Få nyheder før alle andre

Modtag mails om nye udstillinger, foredrag og spændende aktiviteter. Museum Sønderjylland byder på en verden af oplevelser inden for kunst, historie, naturvidenskab og arkæologi.

    Denne formular bruger cookies. Du er nødt til at acceptere marketing cookies for at bruge den.