Indlevering af genstande

Vi modtager genstande inden for:
arkæologi, historie, kunst og naturhistorie

Indsamling af
genstande

Museet tager imod genstande til vores samling, hvis de hører inden for museets ansvarsområde og har udstillingsmæssig og/eller forskningsmæssig værdi. Ved alle tilbudte genstande vurderer museets faginspektører, om genstanden opfylder disse betingelser.

Hvis museet ønsker at beholde genstanden, registreres den som museumsgenstand med alle relevante oplysninger. Således vil vi til enhver tid kunne identificere og fremfinde genstanden.

Herunder kan du læse mere om indsamling til arkæologi, historie, kunst og naturhistorie, og hvordan processen foregår.

Mand og kvinde står ved en udstillingsmontra med mønter i.

Genstande til
arkæologi

Hvad samler vi på

Enheden indsamler jordfundne, arkæologiske oldsager fundet inden for museets ansvarsområde og fra alle tidsperioder. Desuden indsamles efter forudgående videnskabelig vurdering ikke-jordfundne genstande som oldsager, skålsten, gruttesten, markante bygningsdele, gravsten fra middelalder og renæssance mm. Som udgangspunkt skal der være gode oplysninger om genstandens fundsted.

Hvordan henvender du dig

Hvis du har fundet noget spændende, bedes du henvende dig til museet via mail til danefae@msj.dk Her kan du oplyse, hvor fundet er gjort, informationer om fundsituationen samt vedhæfte et par gode billeder af genstanden fra forskellige vinkler sammen med en lineal eller anden målestok.
Af praktiske hensyn beder vi dig venligst om ikke at komme uanmeldt med oldsager til museet.

Jordfundne genstande skal så vidt muligt ikke vaskes eller rengøres på anden vis, fordi der kan sidde rester af organisk materiale eller andet, som kan være med til at give informationer om genstanden

Forskellige sten

Genstande til
historie

Hvad samler vi på

Museum Sønderjylland samler inden for historie (nyere tid) grundlæggende på genstande og andre vidnesbyrd, der belyser landsdelens unikke historie og kultur. Den knytter sig til landsdelens historie som hertugdømme og grænseland og mødet mellem dansk og tysk, men et andet vigtigt grundlag er landsdelens status som korsvej for økonomiske og kulturelle impulser mellem nord, syd, øst og vest. Med udgangspunkt heri samles der inden for:

  • Den nationale og politiske historie.
  • Sønderjyske særtræk.
  • Erhvervshistorie, især før 1945.
  • Kultur og kunsthåndværk, især før 1945.
  • Almene samfundstræk efter 1945 i sønderjysk kontekst.

Museet indsamler genstande, der hører inden for museets ansvarsområder og er i god bevaringsmæssig stand. Desuden skal genstanden, som regel, have en god proveniens, dvs. oplysninger om brug, oprindelse og tidligere ejere.

Hvordan henvender du dig

Hvis du vil forære museet en genstand, henvender du dig til museets kulturhistoriske faginspektører via mail, der efter en faglig vurdering afgør om vi vil modtage genstanden. Du finder deres mailadresser HER.

Henvendelsen skal rumme et par billeder af genstanden og oplysninger om dens historie. Det kunne være oplysninger om dens brug, hvem der har ejet den, og hvor den kommer fra.

En stemmeboks lavet i træ. Brugt til afstemningen i 1920.

Genstande til
kunst

Hvad samler vi på

Museum Sønderjylland samler inden for kunsthistorien på værker (perioden ca. 1800 (+/-) til og med det 21. århundrede), der dels belyser kunsten knyttet til, men ikke nødvendigvis udført i, landsdelen og dels det noget bredere perspektiv, der belyser strømninger i nordeuropæisk kunst (primært Danmark, Norden, Tyskland) i det 20. og 21. århundrede.

Med udgangspunkt heri samles der særligt inden for:

  • Værker af kunstnere med tilknytning til Sønderjylland og hertugdømmerne, 1800 (+/-) til i dag.
  • Af værker, der belyser strømninger i nordeuropæisk kunst indsamles primært værker fra følgende perioder: Mellemkrigstid, 1980’erne og Samtidskunst

Museet indsamler værker, der hører inden for museets ansvarsområder og er i forholdsvis god bevaringsmæssig stand. Desuden skal værket, som regel, have en god proveniens, dvs. oplysninger om oprindelse og tidligere ejere.

Hvordan henvender du dig

Hvis du vil forære museet en genstand, henvender du dig til museets kunst faginspektører via mail, der efter en faglig vurdering afgør om vi vil modtage genstanden. Du finder deres mailadresser HER

Henvendelsen skal rumme et par billeder af værket og oplysninger om dets historie. Det kunne være oplysninger om dets brug, hvem der har ejet det, og hvor værket kommer fra.

Genstande til
naturhistorie

Hvad samler vi på

Inden for det naturhistoriske område indsamler vi jordfundene naturhistoriske genstande fra det Sønderjyske område der repræsenterer landskabet og livets udvikling i den Miocæne periode samt under istiderne.

Det er primært særlige fossiler, sporfossiler og subfossiler vi indsamler, men også andre genstande som særlige sten, sedimentprøver m.m. der dokumenterer naturligt skabte begivenheder eller miljøer.

Hvordan henvender du dig

Henvendelser kan ske via en mail til gram@msj.dk og skal indeholde information om, hvor fundet er gjort, samt et par gode billeder af genstanden fra forskellige vinkler sammen med en lineal eller anden målestok.

På museet ved Gram Lergrav kan man i museets åbningstid indlevere naturhistoriske genstande der ønskes doneret til museet, samt genstande til Danekræ-vurdering.

Det sker efter
henvendelse

Vi stræber efter at besvare skriftlige henvendelser vedrørende tilbudte genstande inden for 2-4 uger, mens der kan gå noget længere tid for naturvidenskabelige genstande, der afleveres på museet i Gram.

Hvis vi ønsker at modtage den tilbudte genstand, aftaler vi, hvordan genstanden kan overdrages, og der udfyldes et dokument i den anledning.

Derefter vil genstanden blive registreret og indgå i samlingerne.

Museumsloven

Museumsloven kræver, at museer tager vare på deres genstande. Vi skal sørge for at opbevare dem sikkert med hensyn til brand, tyveri og klimatiske forhold, hvad enten genstandene udstilles eller opmagasineres.

Ikke alle registrerede genstande vises i museets udstillinger, men magasineres og bruges eventuelt i forbindelse med særudstillinger, anden form for formidling, samt i forskningsøjemed. Dertil kommer, at museet har et stort udlån af genstande til andre museers særudstillinger.

Ifølge museumsloven kan museumsgenstande kun udskilles af samlingerne med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Vi passer rigtig godt på samlingen i vores state of the art Bevaringscenter Sønderjylland.

Bevaringscenter Sønderjylland er en rød bygning.
To kvinder i kunstudstilling på Kunstmuseet i Tønder

Få nyheder før alle andre

Modtag mails om nye udstillinger, foredrag og spændende aktiviteter. Museum Sønderjylland byder på en verden af oplevelser inden for kunst, historie, naturvidenskab og arkæologi.

    Denne formular bruger cookies. Du er nødt til at acceptere marketing cookies for at bruge den.