Kaserne for Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86

Slottet var i 1871 blevet kaserne for III bataljon af Füsilier-Regiment Nr. 86. (En ”füsilier” er et ældre udtryk for en geværskytte).

I fredstid lå her 500 mand indkvarteret, og de har fyldt en del i gadebilledet i deres blå uniformer med røde opslag og deres blanke, sorte pikkelhjelme med skinnende messingbeslag.

I 1890 fik de lov til at kalde sig Regiment ”Königin” efter Preussens dronning og Tysklands kejserinde, Auguste Viktoria.

Den 8. august 1914 måtte regimentet rykke i felten og drage i krig.

Inden det drog afsted, var regimentets styrke blevet fordoblet. III betaljon var vokset fra 500 mand til 1.000 mand. De fleste var reservister fra lokalområdet. Dermed var Füsilier-Regiment Nr. 86 også ét af de tyske regimenter, der havde allerflest sønderjyder blandt sine soldater.

Det kan man aflæse på listerne over faldne soldater i Første Verdenskrig. Mindst 500 af de i alt 6.000 faldne sønderjyder var fra dette regiment. Det er en ottendedel af alle regimentets faldne soldater.

Broen var bygget i den danske tid i 1850’erne, men havde gennemgået en modernisering i årene efter 1900. Åbningen var blevet udvidet, så den kejserlige tyske marines krigsskibe kunne komme igennem – og det skulle gå stærkt! Så den oprindelige åbning, der foregik med håndkraft, var blevet udskiftet med først en dampmaskine og siden en elektrisk maskine.

Men den 9. august 1914 blev broen skilt ad i tre dele og bugseret sydpå til Arnæs. Her blev den indsat for et lette overgangen over Slien. Først tre måneder senere kom broen tilbage til Sønderborg igen.

I mellemtiden havde man måtte klare sig med en motorbåd og nogle fiskerbåde, hvis man havde ærinde på den modsatte side af havnen.

Restauranten på dette punkt hedder Colosseum efter én af Sønderborgs ældste restaurationer.

Én af civilfangerne, Chr. Lassen fra Østerby på Kegnæs, blev arresteret den 4. august 1914, mens han sad på Colosseum og fik en romgrog.

Han blev indsat først på Sønderborghus og senere på Sønderborg Slot. Chr. Lassen fortæller, hvordan gendarmen fra Skovby kom ind i lokalet og arresterede både ham og en lang række andre kendte dansksindede fra Sydals. Under skarp bevogtning blev de gennet op til Sønderborghus, mens gendarmen underholdt dem med, at det fine, nye, danske forsamlingshus ville blive sprængt i luften med dynamit, så snart man havde samlet alle de ledende dansksindede derinde!

Chr. Lassen havde været til hestemønstring på slotspladsen foran Sønderborg Slot. Og nu tænker du nok: Hestemønstring? Hvad er det? Men det var ikke kun mænd, der havde pligt til at gå i krig, hvis Das grosse Vaterland forlangte det. Det havde heste også! Tyskland mobiliserede ikke færre end 750.000 heste bare i de første uger af krigen. I løbet af hele krigen blev mange millioner heste indsat først og fremmest som trækdyr, men også som ridedyr for kavaleriet.

Det gamle og oprindelige Colosseum lå i Perlegade i 1914.

Prins Adalbert

I fredstid lå her SMS Prinz Adalbert fortøjet. Det var ét af Sønderborgs største krigsskibe, bygget i 1904 men allerede forældet, da krigen brød ud ti år senere.

Adalbert var for gammel til at risikere at komme i krig med englænderne i Nordsøen, så den blev indsat i Østersøen. Den blev torpederet første gang den 2. juli 1915 ved Hela af den britiske ubåd E9, men kunne for egen kraft hinke på værft i Kiel, hvor den blev repareret.

Men den 23. oktober 1915 gik det helt galt: ud for Libau i det nuværende Letland blev Adalbert torpederet af den britiske ubåd E8 kl. 8:34 om morgenen. Torpedoen traf lige i magasinet forskibs, og Adalbert eksploderede, brækkede over i to stykker og gik til bunds i løbet af få minutter. Kun tre mand af en besætning på 675 mand overlevede.

Mange af de dræbte sømænd var fra Sønderjylland. I hvert fald 15 af dem kom fra landsdelen, heraf i hvert fald seks fra Sønderborg.

Dermed blev den 23. oktober 1915 den værste dag i søkrigshistorien, set fra et sønderjysk synspunkt.

Mariekirken

På kirkepladsen øst for Mariekirken står en fire meter høj sokkel med navnene på Sønderborgs 102 faldne. Den krones af en cenotaph – en tom en grav. Mindesmærket blev rejst i fællesskab af danske og tyske borgere, og man besluttede at undlade andre indskrifter end 1914-1918 på cenotaphen, samt navne og årstal for de faldne på soklen.  

Arkitekt Thomas Havning (1891-1976) tegnede mindesmærket, og det udhuggedes af stenhugger Iversen fra Sønderborg.  Afsløringen fandt sted den 20. maj 1923, og der blev talt på både dansk og tysk. Mindesmærket kostede 19.000 kr, hvoraf de 7.000 var blevet indsamlet og de resterende skænket af Sønderborg by. 

Den tomme grav er et klassisk motiv, og derfor umiddelbart neutralt. Udformningen i Sønderborg minder dog meget om det britiske monument for nationens faldne, som rejstes i London kort efter krigens afslutning.  

Det meste af den snoede Jomfruestiens huse er bygget 1908-09 som officersboliger for den nyopførte marinestation/Skibsartilleriskole, og er ligesom kasernen tegnet af marinearkitekt Eugen Fink.

Bebyggelsen langs den romantisk snoede gade er inspireret af de engelske ’havebyer’, der var højeste mode dengang Deutsche Gartenstadt-Gesellschaft blev stiftet i 1902.

Løkken nr. 12

Her ligger de to kredshuse lige ved siden af hinanden – det bageste (Brorsonsvej 1-3) er bygget i 1878 af en ukendt arkitekt i såkaldt ”Hannover-gotik” i gule teglsten med røde teglstensstafferinger.

Kredshuset var både kredshus og bolig for landråden, den øverste embedsmand i Kreis Sonderburg – en administrativ enhed, der svarer til et gammel, dansk amt og som i udstrækning omtrent dækker den nuværende Sønderborg Kommune. Over sig havde han kun overpræsidenten for provinsen Slesvig-Holsten.

Det gule teglstenshus var det første egentlige Kreishaus i Nordslesvig.

Det var beboet af landråd Adolf von Tschirschnitz – et navn, som de dansktalende sønderjyder ikke kunne udtale, uden at det blev efterfulgt af et: prosit!

Det nye kredshus fra 1913 er tegnet af regeringsbygmester Rellensmann fra Flensborg. Det er sådan i en almen tysk nybarok villastil med karnapper og verandaer.

Her holdt Tschirschnitz‘ efterfølger, Landråd Kurt von Schönberg, til.

Ingen af d’herrer udmærkede sig ved nogen synderlig danskvenlighed!

Det var von Schönbergs bil, som revolutionslederen Bruno Topff konfiskerede i november 1918.

Igennem mange år havde Sønderborg by ført en meget stille tilværelse. Mens danskheden var stærkt organiseret på Als og Sundeved, stod det lidt sløjere til i Sønderborg.

Da Sønderborg fra begyndelsen af århundredeskiftet begyndte at vokse – og navnlig, da byen blev marinestation, skete der noget. Byens indbyggertal steg fra ca. 5.000 til ca. 10.000 på 10 år, og de mange nye byggerier satte deres – tyske – præg på byen.

Men også byens dansksindede strammede op og organiserede sig bedre. I maj 1914 kunne de sætte kronen på værket, da de indviede det splinternye forsamlingshus: Sønderborghus.

Sønderborghus nåede kun at fungere som dansk forsamlingshus i to måneder, før Første Verdenskrig brød ud. Straks ved udsigten til krig konfiskerede de tyske myndigheder bygningen. Den blev i første omgang brugt til at internere de mange civilfanger, som blev arresteret i Sønderborg og på Als og Sundeved.

I Sønderborghus tilbragte de internerede den første uge i fangenskab under meget strenge betingelser, Det var forbudt at tale dansk, det var forbudt at tale sammen i det hele taget. Det blev understreget, at geværerne var skarpladte og at der ved det mindste forsøg på flugt ville blive skudt.

Den 8. august forlod Füsilier-Regiment Nr. 86 Sønderborg Slot – og civilfangerne flyttede ned på slottet. De strenge fangevogtere blev erstattet af landeværnssoldater (lidt ældre tropper), der var indkaldt lokalt, og mange af fangerne kendte soldaterne hjemmefra.

I 1914 var rutebilstationen endestation for de alsiske smalsporede jernbaner – Æ Kleinbahn, som den hed i folkemunde. Hvis man ville videre, så måtte man gå over pontonbroen og over til den anden jernbanestation på Dybbølsiden.

Kort efter krigen var forbi – men endnu inden Genforeningen – besøgte en gæst fra Danmark Sønderborg. Sønderjylland var slidt helt ned som følge af krigen. Det havde ikke været muligt at få reservedele, lokomotiverne var slet vedligeholdt.

I remisen så gæsten tre af de små lokomotiver stå i hver sin garage. Over hver åbning stod et navn: Schiller, Galilæi og Luther, åbenbart navnene på lokomotiverne.

Gæsten spurgte en jernbanearbejder, hvordan det kunne være, at de små, slidte lokomotiver bar sådan nogle fornemme navne?

Svaret lød:

Jo, se! Den berømte tyske dramatiker Schiller skrev i begyndelsen af 1800-tallet teaterstykket ”Wallenstein”, der foregår under 30-årskrigen. Wallenstein var én af krigens mest berømte hærførere. Forud for et afgørende slag blev der holdt krigsråd, for der var endnu ikke kommet forstærkning fra én af Wallensteins vigtigste generaler, Picolomini hed han, og udfaldet ville blive højst usikkert uden hans hær. Men Wallenstein afgjorde (i hvert fald ifølge Schillers drama) diskussionen med ordene: ”Bare rolig! Han kommer sent! Men han kommer!” Og derfor hed det første lokomotiv Schiller!

Men hvorfor hen lokomotiv nr. to så Galilæo?

Den berømte astronom Galilæo. Galilæo havde ved observationer fastslået, at det ikke var solen, der bevægede sig rundt om jorden, men omvendt jorden, der bevægede sig rundt om solen. Men den katolske kirke underkastede ham tortur og tvang ham til at afsværge den kætterske lære. Men da han blev løsladt, skal han have mumlet ud gennem tænderne: ”Ja, ja, men den bevæger sig nu alligevel!” Og derfor hed det andet lokomotiv Galilæo.

Men hvad med det tredje lokomotiv?

Det tredje lokomotiv bar det stolte navn Luther. Og da den store tyske kirkereformator Martin Luther stod foran rigsforsamlingen i Worms og gjorde rede for sit synspunkt, indledte han med ordene: ”Jeg står her og kan ikke andet!” Og derfor hed det tredje lokomotiv Luther!

De nuværende rådhus er det tredje i rækken, der har stået i Sønderborg. Det første blev ødelagt i krigen i 1864, og det andet var i 1930’erne blevet for småt og blev derfor erstattet af det, der stadig står i byen den dag i dag.

Her holdt borgmester og byråd til, og herfra blev byen styret. Det må ikke forveksles med landrådskontoret, der regerede kredsen.

I 1915 blev der opstillet en stor træfigur: Der eiserne Landsturmmann. Figuren kan ses i den permanente udstilling om Første Verdenskrig på Sønderborg Slot.

Det er en tre meter høj figur af en noget dystert og sammenbidt udseende soldat. I figuren er der slået mange søm i, der danner navnene på de mange, små kommuner, der fandtes i Sønderborg kreds.

Sømmene var købt af skoleelever (hvis forældre blev opfordret til at donere penge til formålet) på skolerne over hele kredsen. Sømfigurer eller sømtavler var en tysk-østrigsk tradition, der rakte tilbage til 15-1600-tallet.

Formålet var dels at skaffe penge til krigsvigtige formål (her dog typisk til forsørgelse af enker og faderløse børn, til sårede soldater og lignende). Men lige så vigtigt skulle det mobilisere befolkningen (og ikke mindst børnene) til at gøre en indsats for det tyske fædreland.

Sømandshjemmet-bygningen står ikke mere. Men i 1911 blev der indviet et stort og moderne sømandshjem. Dele af arkitekturen går igen i det nuværende byggeri.

Det var ikke noget almindeligt sømandshjem, men var beregnet til de 3.000 marinere, der hørte til oppe på marinestationens skibe. Det er rigtig mange unge mænd i en meget lille by, og hvis de skulle holdes væk fra skumle værtshuse og deres mange fristelser i skikkelse af sprit og letlevende damer, så måtte de tilbydes noget, der var bedre. Og dette sømandshjem var stort, og usædvanligt veludstyret med opholdsstuer med læsestof og anden underholdning; der var teater og musik og alskens adspredelser.

I den tyske kejsers riger og lande fandtes kun fire sømandshjem af denne kaliber: I de to store flådehavne Kiel og Wilhelmshaven; i den tyske flådestation i Tsingtao i Kina; - og så i Sønderborg.

Ved indvielsen i 1911 talte selveste prins Heinrich, kejser Wilhelms lillebror.

Det understreger Sønderborgs betydning som flådestation lige før Første Verdenskrig.