
I marts 2026 kan du se frem til åbningen af den nye særudstilling på Sønderborg Slot Magtens Maler, der med sine fortællinger om magt og symbolik i Thomas Kluges portrætter er det centrale omdrejningspunkt.
Siden 1995 har Thomas Kluge markeret sig som en betydningsfuld portrætmaler i Danmark. Hans store folkelige gennembrud kom i år 2000 med det officielle portræt af H.M. Dronning Margrethe 2., og siden har han stået bag både et stort gruppebillede af kongefamilien og en række individuelle portrætter af dens medlemmer. Med disse værker har Kluge sat et markant aftryk på den nyere visuelle historie om det danske kongehus.
Men Kluge har også rettet penslen mod andre af tidens mest fremtrædende personligheder. Gennem næsten tre årtier har han portrætteret markante skikkelser fra erhvervsliv, kultur og politik – mennesker, der har formet Danmark og indtaget poster af både synlig og indflydelsesrig karakter.
En moderne arv fra 1600-tallet
Kunstnerisk står Thomas Kluge i klar dialog med portrættraditionens storhedstid i 1600-tallet. Hans værker er figurative, detaljerige og teknisk præcise, og de søger altid en omhyggelig gengivelse af motivet. Inspireret af datidens hofmalere arbejder han både med det enkle, individuelle portræt og med de mere symbolske kompositioner, hvor omgivelser, genstande og klædedragter er nøje udvalgt for at fortælle en historie om magt, status og identitet.
Kluge forener på den måde det klassiske med det nutidige – og hans malerier bliver ikke blot billeder af mennesker, men fortællinger om deres rolle i samfundet og i historien.
Udstillingen er støttet af Knud Højgaards Fond, Lemwigh-Müller Fonden, Gangstedfonden, Toyota-Fonden og Fabrikant Mads Clausens Fond.
Magtens Maler – Thomas Kluges portrætkunst
-Sønderborg Slot
Sønderbro 1, 6400 SønderborgVoksne
110 DKK
Børn og unge under 18 år
Gratis
Studerende
20% rabat
Grupper på min. 10 personer
20% rabat