Den tid, vi lever i, bærer alle tegn på en krisetid: pandemier, klimakatastrofer, vedvarende krige, voksende ulighed, digital fremmedgørelse. Er verden blevet surrealistisk?

Ikke surrealistisk på den måde, hvor en mand med et æble foran ansigtet går gennem gaderne, eller hvor ure smelter hen over bordkanter. Men på en måde, hvor virkeligheden konstant glider ud af hænderne, hvor det absurde føles hverdagsagtigt, og hvor grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige synes opløst.

Hvem havde troet, at vi ville tilbringe år i lockdown, overvåge pandemikurver som vejrudsigter, følge krige i realtid på sociale medier og blive fodret med personaliserede billedstrømme døgnet rundt – alt imens isen smelter og algoritmerne analyserer vores drømme?

I 1920’erne opstod surrealismen som en kunstnerisk og intellektuel reaktion på de kollektive traumer efter Første Verdenskrig og den globale influenzaepidemi i 1918. De surrealistiske kunstnere søgte væk fra det rationelle, det nationalistiske og det autoritære – og søgte i stedet mod drømme, det ubevidste og det irrationelle som frigørende kræfter. Surrealismen var en kunstnerisk og politisk bevægelse, men den var også en livsindstilling: en måde at gennemhulle det kendte, vække begæret og sætte spørgsmålstegn ved alt det, der foregiver at være naturligt.

Ligesom i 1920’erne mærker vi i dag en desorientering, hvor de store fortællinger har mistet deres sammenhængskraft, og hvor tilliden til fornuft og fremskridt er brudt.

Udstillingen Franciska Clausen og det underste land viser surrealismen som kunstnerisk metode til at navigere i en fragmenteret verden. Museum Sønderjylland har Danmarks vigtigste samling af dansk surrealisme. I denne visning vil museets hovedværker blive udstillet i dialog med Franciska Clausens værker. Udstillingen fremhæver kendte skikkelser som Vilhelm Bjerke-Petersen, Wilhelm Freddie og mindre kendte som Gustaf Munch-Petersen og Eugène de Sala, samtidig med at den giver velfortjent opmærksomhed til Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen, Elsa Thoresen og Sonja Ferlov Mancoba – kvinder, hvis praksis blev formet af, og selv var med til at forme, surrealismens visuelle og konceptuelle sprog.