Du kan støtte Museum Sønderjylland med arv
Museum Sønderjylland er landsdelens kulturelle fyrtårn og har som ambition at præsentere kulturen og kunsten i det dansk-tyske grænseland på en vedkommende og moderne måde til glæde for sønderjyderne selv og gæster fra andre landsdele og udlandet.
Museet har 10 besøgssteder fordelt ud over de fire sønderjyske kommuner. I Haderslev har det arkæologiske museum siden 1889 forsket i og formidlet historien om de ældste tider.
I Aabenraa viser Kunstmuseet Brundlund Slot kunst med relation til grænselandet, herunder f.eks. C.W. Eckersberg og Franciska Clausen. Og i byens kulturhistoriske museum fortæller vi historien om byens store betydning som søfartsby med forbindelser ud over hele kloden.
I Tønder Kommune har Museum Sønderjylland hele tre museer, det kombinerede kunst- og kulturhistoriske museum i Tønder, det smukke byhus Drøhses Hus på gågaden og ikke mindst Højer Mølle, som er indrettet med udstillinger om Vadehavets særlige naturforhold og kulturhistorie.
Gram Lergrav er både et palæontologisk museum og en lergrav, som er en åbning ned i den 10 mio. år gamle havbund. Her kan du finde og se spændende fossiler fra livet i fortidshavet.
I museets udstilling kan du se fossile skeletter af uddøde hvaler og rester af kæmpe hajer – sammen med en stor samling fossiler af mindre havdyr, der alle har levet i Gramhavet
I Sønderborg Kommune har museet to museer, dels Sønderborg Slot med speciale i grænselandets politiske historie i spændingsfeltet mellem dansk og tysk, og det maleriske Cathrinesminde Teglværksmuseum – specialmuseum for den omfattende teglindustri, der omgav hele Flensborg Fjord og som den dag i dag er et væsentligt erhverv på egnen.
Museum Sønderjylland er en selvejende institution, der drives med tilskud fra stat og kommuner. En donation til Museum Sønderjylland vil blive anvendt til køb af kunst eller historiske genstande, til særudstillinger eller til forskning inden for museets ansvarsområder.
Museum Sønderjylland er et statsanerkendt museum.
Sådan støtter du med arv
Når du ønsker at støtte Museum Sønderjylland med arv, gøres dette gennem oprettelse af et testamente. I testamentet skriver du Museum Sønderjylland ind som arving eller legatar. Du kan skrive Museum Sønderjylland ind samtidig med, at du for eksempel skriver dine børn eller andre ind i testamentet.
For at gøre det nemt og enkelt at oprette dit testamente, har vi indgået et samarbejde med virksomheden Dokument 24. Hos Dokument 24 vil du kunne oprette dit testamente gratis, når du tilføjer Museum Sønderjylland i dokumentet. Testamentet oprettes online ved at svare på en række spørgsmål, hvorefter du vil få et skræddersyet testamente tilsendt pr. e-mail.
Hvis du ønsker personlig rådgivning om arv og testamente, kan du ligeledes få dette hos virksomheden på 5370 1030 eller pr. e-mail info@dokument24.dk. Rådgivning er ligeledes gratis og uforpligtende.
Se mere om, hvordan dokumentet oprettes ved at trykke her.
Vi håber, at du vil støtte Museum Sønderjylland ved at donere arv i dit testamente.
På forhånd mange tak.