Fossiljagtklubben
i Gram Lergrav

For børn og unge (3. klasse - 16 år)

Kom med i
Fossiljagtklubben

Er du frisk på udendørs skattejagt og kan du lide hajtænder og hvaler?
- så er Fossiljagtklubben i Gram Lergrav lige noget for dig.

I vores Fossiljagtklub kan du gå til palæontologi, ligesom du kan gå til spejder eller fodbold. Fossiljagtgruppen er et fællesskab for børn og unge i aldersgruppen fra 3. klasse til 16 år. Vi går på fælles fossiljagt efter fossiler af 10 millioner år gamle havdyr i Gram Lergrav. I laboratoriet og museets udstilling undersøger vi fossiler af mange forskellige dyr.

Det er gratis at være med i 2024 og 2025!
Fossiljagtklubben mødes på udvalgte tirsdage hen over året. Vi har også klubdage i ferierne, så du har mulighed for at prøve Fossiljagtklubben, selvom du bor længere væk. Der er plads til 25 på holdet hver gang. Vi arbejder i mindre grupper, som vil være aldersinddelt.

Fossiljagtklubben bliver ledet af museumsformidler og superfossiljæger Asbjørn Holm. Kom og vær med en enkelt gang eller deltag flere gange. Husk – fossiljagten er ikke slut før den sidste lerklump er knust!

Se mere om Fossiljagtklubben i tegneserien her

Fossiljagtklubben
i ferier

I ferierne kan du melde dig til en dag i Fossiljagtklubben, hvor vi mødes kl. 10:00-15:00. Se dage og temaer herunder.

Der er fremvisning for forældre, søskende og bedsteforældre kl. 14:00-15:00, hvor Fossiljagtklubben viser deres familier rundt på museet, og hvor I sammen kan undersøge dagens fund i laboratoriet.

Programmet er med forbehold for ændringer.

Sommerferie uge 27

Kom og prøv en eller flere dage i Fossiljagtklubben i sommerferien.

Vælg mellem: Mandag, tirsdag og onsdag.

Kl. 10:00-15:00

Tema: Sådan udgraver vi fossilerne

Denne uge tager vi på fossiljagt og lærer, hvordan vi udgraver fossilerne uden at ødelægge dem.Programmet er det samme alle tre dage.

Husk madpakke, solcreme, gummistøvler og drikkedunk.

Sommerferie uge 32

Kom og prøv en eller flere dage i Fossiljagtklubben i sommerferien.

Vælg mellem: Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag

Kl. 10:00-15:00

Tema: Sådan udgraver vi fossilerne

Denne uge tager vi på fossiljagt og lærer, hvordan vi udgraver fossilerne uden at ødelægge dem. Programmet er det samme alle fire dage.

Husk madpakke, solcreme, gummistøvler og drikkedunk.

Vi finder fossiler
i lergraven

Alle fossilerne fra Gramhavet er helt unikke, og vi finder hvert år nye og sjældne fossiler, som vores forskere bruger til at blive klogere på dyrenes biologi. Vi har gennem tiden fundet mange hvalfossiler, og dem kan du se i vores udstillinger.

Vi vil gerne finde flere fossiler, og du skal hjælpe os. Hvis du er god til at spotte detaljer og kan lide at være ude, så garanterer vi, at du finder 10 millioner år gamle dyr. De mest almindelige er snegle- og muslingeskaller, krebsdyr og fisk (fx hajtænder).

Praktisk information

Her finder du praktisk information om Fossiljagtklubben

Tilmelding

Tilmelding foregår fra gang til gang efter først-til-mølle-princippet.

Du kan melde dig til så mange tirsdage, du har lyst, og max. to ferieklubdage pr. ferie. Der er plads til 25 deltagere hver gang.

Bliver du forhindret i at deltage, skal du melde afbud hurtigst muligt, så andre kan blive tilbudt pladsen. Afbud meldes direkte til Asbjørn Holm på mail asho@msj.dk

Tilmelding via linket her Fossiljagtklub tilmelding 

Hav praktisk tøj på

Du skal have praktisk tøj efter vejret og gummistøvler med. Husk solcreme og kasket på solrige dage.

Mad og drikke

På Fossiljagtklubdagene i ferierne med program fra kl. 10:00-15:00 skal du medbringe madpakke og vanddunk.

Mødested

Aktiviteten starter og slutter i museets laboratorium. Gram Lergrav, Lergravsvej 2, 6510 Gram.

Hvad skal forældre lave imens?

Hvad skal forældre og søskende lave, mens du er i Fossiljagtklubben?

Familier til Fossiljagtklubbens deltagere har gratis adgang til museet og lergraven hele dagen. Der er masser af andre gode udflugtsmål i området både i naturen og nabobyerne Gram, Jels, Ribe, Vejen, Arrild, Vojens og Haderslev – se mere på:

Visit Haderslev

Visit Vadehavskysten

Visit Vejen

Visit Rømø Tønder 

Tirsdagsholdene ligger uden for museets åbningstid. Her er der gratis forældreparkering i caféen, hvor der er mulighed for at købe kaffe og kage.

Fossiljagtklubben
på tirsdage

På udvalgte tirsdage mødes vi i fossiljagtklubben kl. 16:00-18:00. Se dato og dagens tema herunder

Du kan også hente hele programmet for udvalgte tirsdage i 2025 som pdf HER

Du kan deltage, så mange tirsdage, du har lyst. Husk tilmelding hver gang efter først-til-mølle-princippet. Der er plads til 25 deltagere hver gang.

Der er gratis forældreparkering i caféen, hvor der er mulighed for at købe kaffe og kage.

2. september 2025

Kl. 16:00-18:00

Tema: Arts-race

Vi laver en hyggelig lille konkurrence om at finde flest forskellige arter af fossiler. Der er selvfølgelig en præmie til vinderne.

7. oktober 2025

Kl. 16:00-18:00

Tema: Krabbeboller

Vi ved, at der er bestemte lag i lergraven, hvor der findes konkretioner. Denne dag laver vi en målrettet indsats efter de berømte og berygtede ”krabbeboller” i leret.

4. november 2025

Kl. 16:00-18:00

Tema: Fossil-afslutning

Vi skal fejre årets fund og kigge nærmere på vores fossilsamling, som IKKE er udstillet. Her er mange spændende fossiler fra hele verden. Her kan du også tage fossiler med fra din egen samling og vise frem i klubben. Vi slutter selvfølgelig af med “lagkage”.

Prøv at
slemme ler

I de kolde måneder januar-februar foregår fossiljagten på museet, hvor vi bl.a. slemmer ler ved vores udendørs slemmestation. Det betyder, at vi opløser leret i vand og sigter det for at finde fossilerne.

Fossiljagtklubben i Gram Lergrav er et gratis tilbud i 2024-2025 takket være gavmild støtte fra fonde.

Fossiljagtklubben i Gram Lergrav er støttet af

               

                       

 

 

 

To kvinder i kunstudstilling på Kunstmuseet i Tønder

Få nyheder før alle andre

Modtag mails om nye udstillinger, foredrag og spændende aktiviteter. Museum Sønderjylland byder på en verden af oplevelser inden for kunst, historie, naturvidenskab og arkæologi.

    Denne formular bruger cookies. Du er nødt til at acceptere marketing cookies for at bruge den.