Wegners stole

Wegners stole

Målgruppe: Mellemtrin, udskoling, lejrskoler og ungdomsuddannelser

Sted: Museerne i Tønder, Wegners Plads 1, 6270 Tønder

Fagområde: Håndværk/design og historie

Hans J. Wegner er født og opvokset i Tønder. Han er internationalt kendt for sit arbejde som møbelsnedker, designer og arkitekt. Få historierne om stolene og prøv at designe jeres helt egne stole.

Undervisningsforløbet tager udgangspunkt i et stort udvalg af Wegners stole, som er udstillet i Vandtårnet.

I skal høre om Wegners tilknytning til Tønder og hans betydning for dansk design, som i dag er verdenskendt.
I bliver præsenteret for et udvalg af Wegners stole, som han tegnede i perioden fra 1944 – 1989.

Vi skal tale om design, forskellige materialer og funktionalitet. Sammen dykker vi ned i de sjove og interessante historier, som stolene gemmer på. Samtidig får I kendskab til de håndværksmæssige detaljer, som man måske ikke lægger mærke til ved første øjekast.

I kommer til at arbejde med forskellige opgaver, hvor I skal afprøve og udvælge stole ud fra kriterierne: komfort, materialer og design.

Som afslutning på forløbet, skal I designe og kreere jeres helt egne stole. I får mulighed for at arbejde med forskellige materialer og lade jer inspirere af Wegners stole eller være nytænkende og skabe et helt nyt design.

  • Varighed

    3 timer inkl. spisepause.

  • Hvornår

    Hele året, mandag - fredag kl. 9 - 14.

  • Pris

    1650 kr.

  • Deltagere

    Max. 30 elever pr. gruppe.