Yes Darling You Are a Real Woman

Yes Darling, You Are a Real Woman  

-Skrydstrupkvinden får besøg, når arkæologien og kunsten mødes i en pop-up udstilling på museet.

Kunstneren Rosita Kær kommer rejsende med flere kopier af og kommentarer til de to Skrydstrupkvinde-bluser, som museet allerede råder over. Med sin udstilling Yes Darling, You Are a Real Woman stiller Rosita spørgsmål ved, hvor tingene kommer fra, hvordan vi kopierer eller rekonstruerer, og om vi nu også kan tro på det, vi ser.

Rositas værk er en undersøgelse af Skrydstrupkvindens 3.300 år gamle bluse, samt Rositas bedstemors samling af tekstilrelaterede objekter. Blandt andet indgår en rekonstruktion af Skrydstrupkvindens bluse, som Rositas bedstemor, Karen-Hanne Stærmose Nielsen, lavede for Museum Sønderjylland Arkæologi (dengang Haderslev Museum) i 1970’erne i samarbejde med Käty Thrane, Britt Smelvær og Anne Batzer.  Det er en sammenvævning af forskellige tider og fortællinger, og det består af en samling af fundne, rekonstruerede og lånte objekter, samt udvalgte fotografier og arkivmateriale.

Ligesom Skrydstrupkvinden har projektet også rejst over landegrænser— fra Amsterdam til København og nu endelig til Haderslev, tæt ved Skrydstrupkvindens gravhøj.

Rosita er med udstillingen interesseret i at skabe både samtale og friktion imellem hendes værk og museets permanente udstilling. Hun stiller spørgsmål ved, hvad museale og arkæologiske genstande er eller kan være, og tilbyder en alternativ historiefortælling, der forbinder nyt og gammelt, nært og fjernt.

Rosita Kær er nyuddannet kunstner bosat i Amsterdam. Hun er uddannet fra KADK i København og Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, hvor hun i sommers modtog to priser for sit afgangsprojekt: udstillingen Yes Darling, You Are a Real Woman. Hun har udstillet på blandt andet Kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning og Stedelijk Museum i Amsterdam.

Yes Darling You Are a Real Woman

Arkæologi Haderslev

Dalgade 7. 6100 Haderslev

Voksne

60 DKK

Børn og unge under 18 år

Gratis

Studerende

50 DKK

Grupper på min. 10 personer

50 DKK