fbpx
Få fingrene ned i Tønders fortid

I weekenden d. 24.-25. september kl. 10.00 – 14.00 inviteres du til at komme og hjælpe arkæologerne med at solde opgravet jord fra Skibbroen i Tønder.

Vi har opsat en soldecontainer bag museerne på Wegners plads og Vandtårnet, du skal blot følge skiltningen fra hovedindgangen. Soldning er en metode, hvor arkæologerne anvender vand og sigter til at undersøge jord fra udgravninger.

 

Alle er velkomne, børn som voksne, og på soldepladsen vil du møde arkæologer og formidlere, der vil hjælpe dig i gang med soldningen. De genstande du finder, kommer til at indgå i museets samlinger, og er med til at fortælle mere om Tønders historie.

 

Arkæologerne forventer at finde genstande, der har ligget trygt under Tønders gader i mindst 400 år.

Du vil også møde ansatte fra Tønder Forsyning, som formidler om affaldets, spildevandets og drikkevandets historie fra middelalderen frem til i dag.

Vi ved allerede, at det opgravet jord indeholder mængder af keramik, glas, knogler og østersskaller, men hvem ved, hvad der ellers gemmer sig i kulturlagene?

 

Vær opmærksom på at arrangementet foregår udendørs.

 

Baggrunden for arrangementet.

I forbindelse med kloakeringsarbejdet hen over vinteren 2021/22 ved Skibbroen i Tønder stødte entreprenørerne på fundamentet af havnefronten, der blev opført og udvidet i 1600/1700-tallet.

Udover at have lokaliseret selve havnefronten fandt arkæologerne under udgravningen tykke lag af datidens affald, der har fungeret som opfyld.

Museum Sønderjylland udtog efterfølgende jord fra disse kulturlag. Museets arkæologer har fundet tusindvis af genstande, som tydeligt viser, at borgerne i Tønder i 1500/1600-tallet brugte området mellem byen og Slotsbanken som affaldsdeponering for f.eks. husholdnings- og byggeaffald.

Entré

Gratis

Få fingrene ned i Tønders fortid

Bag Kulturhistorie og Kunstmuseet i Tønder, Wegners Plads 1, 6270 Tønder